Lisbeth Nebelong
   


ffForsiden
vvForedrag
vvNovellekredsen
vvTrilogien
Sidste nyt
Når engle
spiller Mozart

Færøblues
xxMøde i mol
vvTuren går til
Artikler
Pressefotos



 

Kronik om færøvalg

 

Velfærd vigtigere end suverænitet

Når færingerne går til valg på tirsdag, står løsrivelse fra Danmark for første gang i seks år ikke øverst på dagsordnen.

Kronik i dagbladet Information den 17. januar 2004

Betragter man de blinkende valgannoncer på de færøske avisers hjemmesider virker det ved første øjekast som om temaet er det sædvanlige og fronterne mindst lige så skarpt optrukne som ved de seneste lagtingsvalg.
"Farvel suverænitet - goddag Færøerne" lyner sambandsmanden Hedin Mortensen i sort og gult. "Sort samhørighedspolitik eller fri fremtid" flimrer republikaneren Høgni Hoydal i hvidt og lilla.
Men bortset fra disse polariserede markeringer er det anderledes og mere stilfærdige valgtemaer end for-eller-mod rigsfællesskab med Danmark, der er på dagsordnen forud for tirsdagens lagtingsvalg.
Efter knap seks år med en suverænitetskoalition, der krakelerede definitivt med lagmand Anfinn Kallsbergs tilbagetræden og udskrivelse af valg i utide for nylig, er de fleste færinger trætte af at høre om "fullveldi". Begrebet "suverænitet" nævnes næsten ikke i valgkampen. Og ganske vist popper ord som "selvbærende" og "selvstyre" op hist og her, men ellers er det velfærden, vælgerne er mest optagede af. Omsorgen for børnene, de ældre og de svageste. Hvordan velfærden skal finansieres og prioriteres.
At færingerne generelt er lidt frustrerede, understreges af, at der denne gang er opstillet en politisk hofnar á la Jacob Haugaard, der forsøger sig med sit "Sjove parti".

Selv om intet er sikkert før sidste stemme er talt op tirsdag nat, tyder meget på, at en epoke i færøsk politik er forbi. Suverænitetsskuden, der blev søsat i 1998, godt hjulpet af den danske regerings og Den Danske Banks optræden i forbindelse med den økonomiske krise og "banksagen" og i stærk medvind fra forventningen om et forestående færøsk olieeventyr, er tilsyneladende strandet. Og bortset fra Republikanerne, der i meningsmålingerne står til at miste to af sine otte mandater, er det svært at få øje på andre, der brænder for at bjerge den kuldsejlede kutter.
Lagmandens parti, Folkeflokken, der sammen med Republikanerne stod i spidsen for koalitionsregeringen, har allerede erklæret suverænitetsprojektet for dødt. Og har i øvrigt nok at gøre med at reparere eget image.
Efter at det i en journalistisk bog, der udkom sidst i november, blev dokumenteret, at Kallsberg i sin fortid som bogholder for en filetfabrik først i firserne havde overført 915.000 kr. til to skibe, han selv ejede, har ingen af de andre partier længere tiltro til, at Anfinn Kallsberg har en fremtid som lagmand. Det var da også denne kreative bogføring, der fik vicelagmand Høgni Hoydal fra Republikanerne til kort efter at meddele, at partiet ikke længere havde tillid til Kallsberg. Hvorefter lagmanden svarede igen med at fyre de republikanske ministre og udskrive valg halvandet år inde i valgperioden.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor længe koalitionen ville have holdt, hvis bogen ikke var udkommet. Allerede i forsommeren 2002 havde sagen været i medierne, og selv om det i første omgang lykkedes lagmanden at få den dysset ned, havde et stadig mere kritisk færøsk fjernsyn gang på gang bragt indslag om det nedslidte forhold mellem Kallsberg og Hoydal, da "Skyd journalisten" udkom.
Flere og flere færinger var for længst begyndt at stille spørgsmålet: Hvornår revner koalitionen? Og oppositionen, bestående af Sambandspartiet og Socialdemokratiet, vejrede morgenluft, i takt med at meningsmålingerne pegede mod flertal for de to partier alene.
Mange vil mene, at regeringskoalitionens suverænitetsprojekt fik dødsstødet, da Poul Nyrup Rasmussen på vegne af den daværende danske regering i foråret 2000 affejede den færøske forhandlingsdelegation med sit ultimative "tilbud": Fire års aftrapning af det danske bloktilskud, hvorefter færingerne måtte sejle deres egen sø, hvis de ville forlade rigsfællesskabet. Andre vil hævde, at de færøske socialdemokrater allerede inden da havde revet tæppet væk under koalitionen ved at melde ud, at partiet ikke støttede en suveræn færøsk nation, så koalitionen måtte rejse til Danmark med et så spinkelt mandat, at den reelt var sat skakmat, før forhandlingerne med Nyrup begyndte.
Onde tunger vil påstå, at et politiske styre, baseret på suverænitetsvisionen, fra første dag har været ren galimatias: At ville samle tre - og efter valget i 2002 fire - partier, der politisk spænder fra det yderste venstre til det yderste højre om at forlade rigsfællesskabet og gøre et ø-samfund med 47.000 mennesker til en selvstændig nation, var et projekt, der var determineret til at kuldsejle.
Og havde det så endda været for olien. Men det sorte guld, der skulle være med til at finansiere drømmen, lader stadig vente på sig.
Under alle omstændigheder har den globale udvikling ikke været med den færøske suverænitetsproces. Mens koalitionen har kæmpet for at skabe deres suveræne nation midt i Atlanten, er nationalstatens grænser i Europa gradvist blevet udvisket. Tendensen i dag går mod netværks- og alliancetænkning samt indgåelse af partnerskaber, og ganske vist vil republikanerne mene, at netop ved at melde sig ud af rigsfællesskabet, ville Færøerne stå frit til at indgå alliancer med andre lande. Men efter 11.september 2001, er verden blevet mere usikker, og tilbøjeligheden til at søge tryghed i det kendte, er øget.

Spørgsmålet om forholdet til Danmark skal dog nok komme på dagsordnen i den kommende fireårige valgperiode.
På den måde har de seneste knap seks års arbejde under alle omstændigheder sat sig spor. Resultaterne er til at føle på, når det gælder kampen for selvstændighed og for at formindske afhængigheden af de danske subsidier ved at overtage en række områder politisk og administrativt. I dag erkender selv Sambandspartiet, at Hjemmestyreloven fra 1948 skal moderniseres, og socialdemokraterne er klar med et forslag, der erstatter Hjemmestyreloven med en traktat, som gør Danmark og Færøerne til ligeværdige partnere. Og som én gang for alle gør op med den juridisk grumsede status, Færøerne har haft siden 1948, hvor Danmark ikke formelt har taget stilling til, om loven om hjemmestyret er reversibel eller ej, og dermed aldrig reelt har besluttet, om kompetencer, der er givet færingerne, kan trækkes tilbage igen.
Gennem de seneste to lagtingssamlinger er den økonomiske afhængighed af Danmark reduceret betragteligt. Alene i 2002 blev de samlede danske statstilskud skåret ned med knap 27 procent til godt en milliard kroner, hvoraf bloktilskuddene udgjorde de 615 millioner.
I løbet af de seneste knap seks år er den færøske udlandsgæld halveret, og opsparingen er øget. Færøerne har overtaget en lang række anliggender i henhold til hjemmestyreloven, bl.a. finansieringen af skolevæsenet. Og det nuværende landsstyre havde, inden det blev kastet ud i valgkampen, gjort yderligere 24 anliggender klar til overtagelse.
Så selv om udsigten til en suveræn færøsk stat ikke er lige om hjørnet, har suverænitetskoalitionen sat fingeraftryk, som også vil kunne mærkes fremover.

Ikke mindst de økonomiske forbedringer bliver der brug for. Efter en årrække med vækstrater på op mod ti procent, er den færøske økonomi på vej mod en lavere, mere "normal" vækst på 2-3 procent om året. Og selv om det er for tidligt at tale om krise, er der alvorlige problemer for fiskeriet og dermed for økonomien, der næsten udelukkende er baseret på fiskeriet og den deraf afledte fiskeindustri. Ikke mindst rejetrawlerne er i vanskeligheder, men også dambrugene er hårdt ramt af faldende priser. Oveni har der været problemer med sygdomme og med foderet, der har indeholdt for meget dioxin - aktuelt dokumenteret i en international undersøgelse, som direkte advarer mod at spise nordatlantiske laks.
Skal det færøske samfund også i fremtiden været et velfærdssamfund, må der derfor satses bevidst på en større diversificering af økonomien.

I snart hundrede år har færøsk politik været karakteriseret af "den dobbelte skillelinie". Af et politisk landkort, som udover en traditionel venstre-højre akse, har været delt i et for eller mod samhørighed med Danmark. Gennem alle årene har Færøerne i forholdet til Danmark været splittet i to lige store dele med hver sin modsatrettede holdning. Og i de seneste seks år er debatten blevet yderligere polariseret.
Det spændende bliver nu, om oppositionen - hvis det går som meningsmålingerne viser - blot vil føre Færøerne "tilbage" til tiden før suverænitetsprocessen tog fart. Eller om den visionært vil arbejde videre for, at Færøerne gradvist får en stadigt mere selvbærende økonomi og arbejder sig frem mod større selvstyre. Om de partier, der vinder valget har mod til at hæve sig op over dikotomien og tage en fordomsfri debat om, hvilke værdier, det færøske samfund skal bygge på i en postkolonialistisk tid og en stadig mere globaliseret verden.

Lisbeth Nebelong, journalist & MPM, har boet i Tórshavn fra1965-67 og 1973-74. Hun skrev masteropgave om suverænitetsprocessen i 2000 og har for nylig udgivet romanen "Når engle spiller Mozart", der foregår på Færøerne.

   
.